Information

Find svar på de oftest stillede spørgsmål i menuen til højre for dig.

Får du ikke svar på dit spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte os.

Spørgsmål og svar omkring DFIM dagsgebyr

Hvis dit køretøj mangler en lovpligtig ansvarsforsikring, skal du betale dagsgebyr til Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM).

Gebyret er på 250 kr. om dagen og gælder fra 1. januar 2019. 

Gebyret er fastsat i færdselsloven, og det er DFIM, der står for opkrævningen hos den primære bruger af køretøjet.

Du kan ikke købe en forsikring, hvis du skylder dagsgebyr
Hvis du undlader at betale din ansvarsforsikring, så længe at den bliver slettet, kan du ikke købe en ny hos et andet forsikringsselskab. Det gælder, indtil du har betalt både DFIM’s dagsgebyrer og det, du skylder for forsikringen.

Meningen med gebyret er at sikre, at alle motordrevne køretøjer har deres lovpligtige ansvarsforsikring. Det gælder fx biler, motorcykler, knallerter, lastbiler og varebiler samt arbejds- og landbrugsmaskiner, der kører, hvor færdselsloven gælder.

Derfor er det også vigtigt, at du ved salg køretøjet sikrer dig, at det bliver omregistreret, eller nummerpladerne bliver afleveret til en nummerpladeoperatør.

Du kan med fordel logge ind på Selvbetjening med NemID. Her kommer du til din sag, hvor du har mulighed for at:
• betale gebyr
• skrive til DFIM
• se de breve, du modtager fra DFIM
• give samtykke til e-Boks, hvis du ønsker at modtage post her 
• se status på din sag
• oprette en afdragsordning.

Er dit køretøj, fx en knallert, solgt, stjålet eller skrottet
Selv om din forsikring er stoppet, tyveri er meldt til politiet, eller bilen er sendt til skrot, er pladerne ikke altid afmeldt hos Motorstyrelsen. Dette skal du selv sørge for.

Er dit køretøj solgt, skrottet, stjålet, kan du finde vejledning til at afmelde pladerne på Motorstyrelsenshjemmeside. 

Hvis du afmelder køretøjet uden at have en slutseddel, går der tre uger fra henvendelse til Motorstyrelsen, før køretøjet er afmeldt.

Du bliver opkrævet dagsgebyr frem til den dag, hvor Motorstyrelsen kan registrere, at køretøjet er afmeldt. DFIM får automatisk besked, så snart afmeldingen er registreret hos Motorstyrelsen.

Hvis du mener, dit køretøj er ansvarsforsikret, skal du kontakte dit forsikringsselskab. Er der tale om en fejl, skal dit selskab kontakte DFIM.

Ved opkrævning af gebyr vil du blive registreret i Fællesregistret, der føres af DFIM, efter indhentet tilladelse på nærmere angivne vilkår fra Datatilsynet.

https://selvbetjening.dagsgebyr.dk/Login

 

Oplysning om registreringen videregives til øvrige ansvarsforsikringsselskaber. Du kan ikke tegne forsikring på et motordrevet køretøjer, før gebyr er betalt til DFIM. Du kan se mere på www.dagsgebyr.dk

Du har ret til at klage til Datatilsynet over behandling af urigtige eller vildledende oplysninger om dig.

 Det anbefales, at du i første omfang indgiver din klage til DFIM, som er ansvarlig for førelsen af Fællesregisteret, med henblik på at DFIM kan tage stilling til klagen. DFIM’s afgørelse kan indbringes for Datatilsynet, Borgergade 28, 5. sal, 1300 Købehavn K.

I Danmark er det lovpligtigt at have en ansvarsforsikring på et motordrevet køretøj.

Nyt dagsgebyr på 250 kroner
Er du registreret som bruger eller ejer af et køretøj, fx en bil, motorcykel eller en knallert men uden at have den lovpligtige ansvarsforsikring, vil du fra og med 1. januar 2019 blive opkrævet et dagsgebyr på 250 kroner.

Gebyret opkræves for hver dag, køretøjet ikke er forsikret. Gebyret er betydelig højere, end det en ansvarsforsikring koster. For at undgå at du bliver opkrævet et gebyr, skal du enten købe den lovpligtige ansvarsforsikring på dit køretøj eller aflevere nummerpladerne til Motorstyrelsen.

Dagsgebyret er blevet indført ved lov, fordi der i dag er omkring 50.000 køretøjer i Danmark, som ikke har den lovpligtige forsikring, og som kan forvolde skade på andre. De samlede udgifter løber op i mere end 70 millioner kroner om året.

Har man ikke en ansvarsforsikring på sit køretøj, kommer man i sidste ende til selv at betale for de skader, man forvolder på andre og deres ting. Er der tale om personskader, der medfører invaliditet og tab af erhvervsevne, kan erstatningsudgifterne løbe op i millioner af kroner.

Formålet med loven er at nedbringe antallet af uforsikrede køretøjer og dermed reducere den millionregning, som alle, der ellers har købt den lovpligtige forsikring, er med til at betale. Hverken folketinget eller DFIM mener, det er rimeligt, at kunder med en forsikring betaler for skader forårsaget af et køretøj uden forsikring.

DFIM er en garantifond, der hjælper med at udbetale erstatning til de personer, der er blevet skadet af et uforsikret køretøj. Det er DFIM, der fra og med 1. januar 2019, hvor loven trådte i kraft, står for opkrævning af dagsgebyret.

DFIM står for opkrævning af et gebyr på 250 kroner for hver dag, et motordrevet køretøj er uden ansvarsforsikring. Gebyrordningen trådte i kraft samtidig med den ny lov den 1. januar 2019. Dagsgebyret bliver pålagt, indtil der er købt en ansvarsforsikring, eller køretøjets nummerplader er afleveret til Motorstyrelsen.

Gebyret følger en person eller en virksomhed, og er derfor ikke knyttet til selve køretøjet. Man kan ikke købe en ny forsikring på noget køretøj, før de skyldige gebyrer til DFIM er betalt.